Novo Nordisk Novo Nordisk Scandinavia AB Novo Nordisk Scandinavia AB
 
Søg
 Søg
SendUdskriv

Charteret


Måden, vi opfører os på, er beskrevet i Charteret. Charteret beskriver vores værdier, forpligtelser og fundamentals – vores grundlæggende ledelsesprincipper. Novo Nordisk har vedtaget Charteret for Virksomhederne i Novo Gruppen og har forpligtet os til at agere indenfor disse rammer.


Fælles kriterier for virksomhederne i Novo Gruppen
Alle virksomheder i Novo Gruppen – nuværende såvel som kommende – skal gennem en målrettet indsats vise vilje og evne til at leve op til følgende seks kriterier:

  • Virksomhedens produkter og serviceydelser gør en væsentlig forskel ved at forbedre menneskers livs- og arbejdsvilkår.
  • Virksomheden betragtes som fornyeren på sit felt – med hensyn til teknologi, produkter, serviceydelser og/eller tilgang til markedet.
  • Virksomhedens aktiviteter, forretningsgange og produkter er anerkendt som både økonomisk, miljømæssigt og socialt ansvarlige.
  • Virksomheden er blandt de bedste indenfor sit område og en udfordrende arbejdsplads.
  • Virksomheden efterlever Novos værdier og principperne for god forretningsskik som defineret i Novos Ledelsesstil.
  • Virksomheden opnår konkurrencedygtige økonomiske resultater.

Værdier

Ansvarlige
Vi skal hver især være ansvarlige – over for virksomheden, os selv og samfundet – for kvaliteten af vores indsats, for opnåelse af vores mål og for udviklingen af vores virksomhedskultur og fælles værdier.

Ambitiøse
Vi vil være toneangivende indenfor alle vores felter. Vi vil nå udfordrende mål.

Ansvarsbevidste
Vi skal drive vores virksomhed på en socialt ansvarlig og miljøbevidst måde og bidrage positivt til udviklingen i de lokalsamfund, vi opererer i.

Samspil med interessenter
Vi ønsker en aktiv dialog med vores interessenter for at udvikle og styrke vores virksomheder.

Åbne og ærlige
Vi skal være åbne og ærlige for at værne om Novo Gruppens og hver enkelt medarbejders omdømme.

Parat til forandring
Vi skal forudse forandringer og udnytte dem til vores fordel. Nytænkning er central for vores virksomhed, og vi vil derfor styrke 'den lærende organisation' for at sikre, at vores medarbejdere hele tiden kan udvikle sig og være i stand til at påtage sig nye arbejdsopgaver. 

Forpligtelser
Økonomisk ansvar
Vi vil løbende forbedre vores økonomiske resultater ved at sætte høje mål for vækst og værdiskabelse, ligesom vi vil opnå konkurrencedygtige resultater på disse områder. Vi vil opretholde en åben dialog med vores interessenter og leve op til internationale rapporteringsstandarder.

Miljømæssigt ansvar
Vi vil løbende forbedre vores miljømæssige resultater ved at sætte høje mål og lade miljømæssige og bioetiske overvejelser indgå som en integreret del af vores daglige arbejde. Vi vil opretholde en åben dialog med vores interessenter og årligt rapportere om vores miljøindsats.

Vi støtter Det Internationale Handelskammers (ICC) Charter for Bæredygtig Udvikling.

Vi støtter FN's Biodiversitetskonvention.

Socialt ansvar
Vi vil løbende forbedre vores indsats på det sociale område ved at sætte høje mål og lade sociale, menneskerettigheds- og arbejdsmiljømæssige overvejelser indgå som en integreret del af vores daglige arbejde. Vi vil opretholde en åben dialog med vores interessenter og årligt rapportere om vores indsats på det sociale område.

Vi støtter FN's Menneskerettighedserklæring. 

Fundamentals
Alle enheder skal udveksle og indføre bedre måder at gøre tingene på.

  • Alle enheder skal have en klar beskrivelse af, hvor ansvar og beslutningsmyndighed befinder sig.
  • Alle enheder skal have en handlingsplan, som sikrer forbedring af forretningsresultater og arbejdsklima.
  • Alle team og medarbejdere skal have opdaterede forretnings- og kompetencemål samt løbende have tilbagemelding på deres præstationer i forhold til disse mål.
  • Alle enheder skal have en handlingsplan, som sikrer udvikling af team og medarbejdere baseret på forretningens krav og medarbejdernes eget input.
  • Alle ledere skal etablere og vedligeholde procedurer, som sikrer, at enheden lever op til relevante love, regulativer og Novo Gruppens forpligtelser.
    Alle enheder og medarbejdere skal vide, hvordan de skaber værdi for deres kunder.
  • Alle ledere, som kræver rapportering fra andre, skal forklare, hvad rapporteringen bruges til, og hvordan den skaber værdi.
  • Alle ledere skal løbende gøre det lettere for medarbejderne at frigøre energi til kunderelaterede opgaver.
  • Alle ledere og enheder skal aktivt støtte tværgående projekter og arbejdsrelationer af betydning for forretningen.
    Alle skal løbende forbedre kvaliteten af deres arbejde.*
    * Novo Nordisk-specifik
     

Metode
Virksomhederne i Novo Gruppen vil benytte fem specifikke opfølgningsmetoder med henblik på løbende og systematisk at frembringe valideret dokumentation for deres præstationer i forhold til Novo Gruppens seks kriterier og Novos Ledelsesstil:

• Økonomisk opfølgning og rapportering

• Miljø- og socialrapportering

• Organisational Audit

• Faciliteringer

• Identifikation og forberedelse af afløsere til nøglestillinger.