Fokus- og interesseområder

Novo Nordisk i Danmark har fokus på at fremme følgende sager:

Forebyggelse af diabetes

Der er brug for øget politisk opmærksomhed på diabetes i Danmark. Der er ca. 300.000 personer med type 1- eller type 2-diabetes og op til 750.000 personer lever med forstadier til diabetes.1 Diabetes har store konsekvenser for den enkelte, de pårørende og samfundsøkonomien. 

Derfor er der behov for at forebygge diabetes.

Der er brug for vedvarende at øge kvaliteten af diabetesbehandling. Senkomplikationer til diabetes er hjertekarsygdomme, øjen- og nyresygdomme, neuropati og amputationer. Disse sygdomme har store omkostninger for den enkelte, de pårørende og for samfundet. Senkomplikationer til diabetes påfører samfundet større udgifter end udgiften til at behandle sygdommen optimalt fra sygdomsforløbets begyndelse. 

Derfor er der behov for målrettet at forbedre behandling og lægelig kontrol af sygdommen hos den enkelte.
 

Den frivillige aftalemodel

Der er brug for samfundsmæssig betalingsvilje over for de nyeste landvindinger indenfor medicinsk behandling. Introduktionen af innovative lægemidler skal fortsat ske relativt uhindret i Danmark til gavn for patienter, samfund og erhvervsliv.

Prissætning af lægemidler i Danmark sker i fri konkurrence og reguleres via frivillige aftaler mellem lægemiddelindustri og regering bl.a. med henblik på at skabe ro og forudsigelighed i forhold til de offentlige medicinudgifter. Den danske tradition for aftalebaseret regulering ses bl.a. på arbejdsmarkedsområdet og energiområdet. Styrken ved den aftalebaserede regulering af lægemiddelområdet er bl.a. at den bygger på dialog, er fleksibel og kan indrettes efter aktuelle behov og forandrede vilkår. 

Derfor ønsker Novo Nordisk at bevare den frivillige aftalemodel på lægemiddelområdet.

I forhold til dansk erhvervsliv generelt og samfundet som helhed er den danske lægemiddelindustri en vigtig motor for vækst. Branchens styrkeposition skal dog ikke tages for givet. Sundhedsreformer og skærpet fokus på reduktion af offentlige udgifter til medicin svækker lægemiddelindustriens muligheder og incitament for forskning, udvikling og afprøvning af ny medicin. 

Derfor arbejder Novo Nordisk for at sundheds- og erhvervspolitik ses i sammenhæng, samt at sundhedsudgifter betragtes som investeringer i en mere rask og/eller mindre behandlingskrævende befolkning.

 

Reference 1: Diabetesforeningens hjemmeside (https://diabetes.dk/presse/diabetes-i-tal/diabetes-i-danmark.aspx), tilgået 04. august 2017.

 

Opdateret: 04. august 2017