Hvad er et diabeteshjerte?

Det er ikke alle, der ved, at mennesker med type 2-diabetes har højere risiko for at blive ramt af hjerte-karsygdomme sammenlignet med ikke-diabetikere1. Derfor arbejder vi med benævnelsen ”diabeteshjerte”. Hjerte-karsygdomme – eller kardiovaskulære sygdomme som det også kaldes – er en fællesbetegnelse for de sygdomme, som rammer hjertet, hjernen og/eller blodkar (arterier og vener).

Omkring hver femte af alle mennesker med type 2-diabetes i Danmark har en form for hjerte-karsygdom.2 Hvis du har type-2 diabetes, er det derfor lige så vigtigt at tage dig af dit hjerte, hjerne og dine blodkar, som det er at tage dig af dit blodsukker.

At forstå sammenhængen mellem type 2-diabetes og hjerte-karsygdomme er vigtigt for at kunne reducere risikoen for at blive ramt. Et godt første skridt er at tale med din læge, der ud fra dit helbred og livsstil kan vurdere i hvilket omfang, du er i risikozonen for at få en fremtidig hjerte-karsygdom.

Med velkontrolleret diabetes reducerer du nemlig risikoen for hjerte-karsygdomme. Risikoen reduceres også, hvis du spiser sundt, motionerer regelmæssigt og holder dit blodsukkerniveau stabilt.3

Læs mere om, hvordan du behandler dit diabeteshjerte bedst.

Hjerteanfald4

Et hjerteanfald skyldes typisk dannelsen af en blodprop i en af hjertets blodårer, der helt eller delvist stopper gennemstrømning af iltholdigt blod til hjertemusklen.
 

Typiske symptomer på et hjerteanfald er:

  • Mavesmerter
  • Smerter i begge arme
  • Smerte i halsen
  • Kæbesmerter
     

Mere diffuse symptomer kan også være tegn på et hjerteanfald såsom:

  • Svimmelhed
  • Ubehag
  • Mathed
  • Åndenød
  • Klamsved
  • Besvimelse
  • Opkastning
  • Angst

Slagtilfælde5

Slagtilfælde er en fælles betegnelse for en blodprop eller blødning i hjernen. Et slagtilfælde medfører iltmangel i hjernen, og gør at du pludseligt oplever en ændring i de basale funktioner – såsom lammelse eller at miste tale, bevægelse og syn.
 

Typiske symptomer på slagtilfælde er:

  • Føleforstyrrelser eller lammelser i arme og ben
  • Hængende mundvig
  • Synkebesvær
  • Hovedpine
  • Problemer med at danne sætninger og forstå tale
  • Problemer med koordination og balance

Hjertesvigt6

Hjertesvigt er betegnelsen for, at hjertet ikke er i stand til at pumpe nok blod rundt i kroppen.


De mest almindelige symptomer på hjertesvigt er:

  • Åndenød i liggende stilling. Du må op at sidde om natten for at få vejret
  • Fysisk udmattelse, åndenød og træthed ved aktiviteter, som du tidligere har udført uden problemer
  • Væskeophobning – f.eks. hævede ben
  • Irritationshoste
  • Nedsat appetit og fordøjelsesgener
  • Trykken for brystet
  • Dårlig hukommelse - den nedsatte cirkulation af blod kan påvirke funktionen af forskellige organer og måske være årsag til fx dårlig hukommelse
  • Øget svedtendens
  • Kuldskærhed

Referencer

  1. Shah et al. Lancet Diabetes Endocrinol. 2015 Feb;3(2):105-13
  2. Rungby J, et al. Cardiovasc Endocrinol. 2017 Dec;6(4):145-151
  3. Davies MJ, et al. Diabetologia. 2018 Dec;61(12):2461-2498.
  4. https://hjerteforeningen.dk/min-hjerte-kar-sygdom/blodprop-i-hjerte
  5. https://hjerteforeningen.dk/min-hjerte-kar-sygdom/apopleksi-blodprop-i-hjernen-og-hjernebloedning/
  6. https://hjertesvigt.dk/symptomer/
  7. Katakami N. J Atheroscler Thromb. 2018 Jan 1;25(1):27-39.
  8. Einarson et al. Cardiovasc Diabetol. 2018 Jun 8;17(1):83.
  9. Rawshani et al. N Engl J Med. 2018 Aug 16;379(7):633-644


Opdateret: 10. december 2018 (DK/CD/1118/1206)